Interessen for delt brug af e-cykler og e-scootere, også kendt som mikromobilitetsenheder, er stigende i Australien. Mange byer og lokale råd har implementeret delte e-scootersystemer i samarbejde med private operatører som Lime, Beam og Neuron. Dog er den offentlige mening om disse programmer delt, hvor nogle ser dem som en forbipasserende trend eller som en forstyrrelse af transportsystemet.
Vores forskning, der er udført i forskellige byer i tre forskellige lande, præsenterer et andet perspektiv. Vi fandt ud af, at subsidiære programmer for mikromobilitet kan tilbyde betydelige fordele for sårbare brugergrupper. Mange delt operatører, herunder Lime, tilbyder rabatterede kørsler til kunder med lav indkomst.
Gennem vores samarbejde med Lime opdagede vi, at Lime Access-kunder, der modtager tilskud, benytter sig af delt e-scootere og e-cykler til deres daglige rejser fem gange mere end ikke-subsidierede ryttere. De er også dobbelt så tilbøjelige til at bruge dem til essentielle ture, såsom pendling eller shopping, og til at forbinde med offentlig transport.
For mange Lime Access-kunder giver mikromobilitet mulighed for at rejse uden bil, hvilket muliggør en bilfri eller billet livsstil. Dette giver ikke kun bekvemmelighed, men bidrager også til mere bæredygtige transportsystemer.
Yderligere afslørede vores undersøgelse, at personer med handicap drager fordel af disse programmer. Den elektriske motor på e-scootere og e-cykler hjælper med at reducere træthed og belastning, hvilket gør det nemmere for personer med medicinske tilstande eller fysiske handicap at nå deres destinationer.
For at maksimere fordelene ved subsidiære programmer for mikromobilitet kan regeringer spille en afgørende rolle. De bør fokusere på at øge opmærksomheden om disse programmer blandt potentielle brugere og skabe rammer, der støtter deres udvidelse. I USA har byer som Washington, DC, indarbejdet lighedskrav i deres servicekontrakter med mikromobilitetsoperatører for at sikre, at gebyrer, der opkræves hos operatører, reduceres baseret på andelen af kunder med lav indkomst, de betjener.
I Australien er det afgørende for lokale og statslige regeringer at gå ud over regulering af disse programmer og i stedet fokusere på at integrere dem mere sømløst i det overordnede transportsystem. Ved at tilbyde de rette incitamenter kan vi sikre, at mikromobilitet kommer dem til gode, der har mest brug for overkommelige og tilgængelige transportmuligheder.
Konkluderende tilbyder subsidiære programmer for mikromobilitet ikke kun en sjov og bekvem transportform, men giver også betydelige fordele for sårbare brugergrupper. Med den rette støtte og integration kan disse programmer skabe et mere retfærdigt transportsystem for alle.
